San Francisco

På vej mod San Francisco kørte vi pludselig gennem en stor frugtplantage og kom vist til at stjæle et par mandler, pistacienødder og et granatæble. Dog købte vi også nogle kirsebær – og nogle af os (måske primært mig:-)) blev temmelig skræmte, da en fritgående hane på det nærmeste angreb os!
Vi stoppede ved et outletcenter nær San Francisco – og fik lækker, lækker frokost (fornem ironien), bl.a. bestående af “won ton-suppe” (kogt vand med rå grøntsager).
Vi shoppede og spiste frozen yoghurt, – dele af selskabet (Annika) fik også en længe ventet Coldstone-banan-karamel-crunch-is – før vi fortsatte mod hotellet.
Det var så godt planlagt, at vi ramte San Francisco lige midt i myldretiden – så er man glad for de såkaldte “car pool lanes”, der er en nærmest tom kørebane, hvor man kun må køre, hvis man er min. to i bilen.
Da vi havde fået os installeret på værelset, gik jagten på noget at spise ind. Vi endte på et superlækkert pizzaria i en hyggelig gade, hvor vi sad ved siden af danskere… Vi er ikke til at slippe udenom!
Dag 2 i San Francisco brugte vi i en guidet tourbus. Anthony, der vidste alt om byen,  fortalte mens vi kørte, og vi stod bl.a. af i Chinatown og på “Fishermans Wharf” (San Franciscos berømte havneområde)
Om aftenen spiste vi gourmet burgere på Barney’s, efterfulgt af megalækre Oreo-milkshakes, der måtte serveres i to glas, fordi de var for store til at kunne være i et!
Lørdag tog vi til Alcatraz efter at have gået lidt rundt i byen. Alcatraz er en tidligere fængselsø for særligt besværlige fanger. Vi fik udleveret et headset og blev guidet rundt i fængslet og fik fortalt historier gennem det. Temmelig spændende.
Vi gik gennem San Franciscos sindssygt stejle gader – her kan man virkelig tale om at læne sig op ad vejen! Det er ikke sjovt at skulle parallelparkere her!
Vores hotel lå forresten på verdens  (formentlig) mest snoede gade, Lombard Street.
aftensmad på “Mel’s Diner”, og endnu en gang måtte vi lige forbi Barney’s efter milkshakes. Mmmm, dem vil vi savne!
Nu går turen ad Highway 1 langs vandet mod Pismo Beach, før San Diego :-))

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *