Fra LA kørte vi videre mod Lake Havasu, hvor vi bare skulle have en enkelt overnatning på vej til Las Vegas. Området, vi kørte igennem, var med meget skiftende og imponerende natur, så der var nok at kigge på (og fotografere:-)).
Vi forlod Lake Havasu tidligt fredag morgen og kørte ad den legendariske Route 66. Her stødte vi bl.a. på en rigtig gammeldags Route 66-tank med gamle bilvrag, kaktusser og aflagte nummerplader – super autentisk!
Da vi ankom til nationalparken Grand Canyon, kunne vi ikke umiddelbart se andet end nåletræer og grankogler, men så da vi havde fået os installeret på hotelværelset og så os lidt omkring, skal jeg da lige love for, vi fik øje på kløften. Hold da op et syn! Man kan vist ikke være forberedt på noget af den størrelsesorden, det var helt vildt! Vi tog en bustur langs kanten og fik virkelig set kløften fra nogle forskellige vinkler.
Lørdag morgen var vi oppe kl. 5 for lige at kunne nå at se kløften ved solopgang. Det var desværre lidt overskyet, men stadig; det er et imponerende syn!
Ved middagstid kørte vi fra Grand Canyon mod Vegas med et enkelt stop ved Hoover Dam – en kæmpestor dæmning bygget i 30’erne.
I Las Vegas skulle vi bo på Treasure Island – et kæmpestort hotel meget centralt. Det er noget af en omvæltning at komme fra naturskønne og stille Grand Canyon til lysende, larmende Vegas, der er præcis, som den bliver fremstillet i diverse film. Masser af neonlys, casinoer og vilde bygningsværker. Vi gik en tur ned ad Las Vegas Boulevard, der også kaldes “The Strip” og kiggede på de forskellige hoteller, der bl.a. er udformet som mini-Venedig, Rom og en pyramide.
I dag (søndag) har vi shoppet i et outlet og i det største shoppingcenter, jeg nogensinde har set, og i morgen skal vi køre gennem ørkenområdet Death Valley mod en lille by, der hedder Bishop, hvor vi har en overnatning på vej mod Yosemite.